TOP

Bogens forord

Jeg er ret pjattet med at løbe og helt tosset med at rejse. I kombination er de to passioner endnu bedre og temmelig fantastiske.

Siden det gik op for mig, har jeg ikke rejst en eneste gang uden mine løbesko. Hverken til Fanø eller til Barcelona. Når jeg tager dem på en tidlig morgen under fremmede himmelstrøg sammen med de lokale løbere, oplever jeg byen igennem deres øjne. Jeg havner steder, jeg ellers ikke var kommet hen. Hilser på morgenfriske renovationsfolk i Puerto Pollenca på Mallorca og skolebørn i Venedigs smalle gader. Zigzagger mellem travle businesstyper ved Concordepladsen i Paris. Fanger en snert af the Big Apples puls ved at hægte mig på en målrettet løber rundt om The Reservoir i New York. Og jeg oplever byen og møder dens mennesker på en måde, som jeg ellers ikke havde fået mulighed for.

Måske ved du allerede, hvad jeg mener. Og ellers har du i den grad noget til
gode. I begge tilfælde er der inspiration og tips at hente på de kommende sider. For eksempel til, hvor du skal løbe hen, når du kommer til Liverpool og vil have de allerbedste oplevelser med hjem. Råd om, hvorvidt det nu også er sikkert at løbe i Istanbul. Om det er for varmt i Madrid om sommeren. Eller for koldt i Nuuk i vintermånederne. For selvom det at løbe er ret universelt, så er der meget andet, man ikke lige kender til og skal være opmærksom på, når man kommer på udebane. Også når det foregår i løbesko.

Guldkornene – lad os bare kalde dem ved deres rette navn – har jeg lokket ud af lokale løbere fra hele Europa. De har delt deres personlige favoritruter og bedste løbetips med alle os andre, så deres hjemmebanefordel nu også er vores. Så det eneste, der skiller dig fra din næste kæmpestore løbeoplevelse, er faktisk kun en flybillet.


Rigtig god fornøjelse. Vi ses i løbeskoene et sted derude!


Else Marie Lehman