TOP

Om LØB I STORBYER

En løbetur i en fremmed by er en ganske særlig oplevelse – uanset om du er ny løber, der bare lunter et par kilometer, eller om du er den mere erfarne type, som rask væk tilbagelægger 10, 20 eller 30 kilometer. Om du er afsted på ferie, forretning eller et fornøjeligt mix, er løbeskoene en formidabel følgesvend. Med dem på oplever du helt andre sider af de fremmede himmelstrøg, du bevæger dig rundt i, og ser de klassiske sights fra nye vinkler.

I Løb i storbyer – Europa deler entusiastiske løbsfæller fra hele Europa deres bedste tips til egen by og baghave. De tager dig med til deres yndlingsområder og favoritruter, og de hjælper dig til at finde de mindst trafikerede tidspunkter at kridte løbeskoen. Du får råd til din sikkerhed, nærmeste toilet, bedste bakker, gode træningsstationer og til lokale løbefællesskaber, du kan hægte dig på, hvis du gerne vil følges med andre på din tur. Det sparer dig for uønskede omveje og timetung research.

Med bogen her i bagagen har du altid en lokal ven med på din tur og masser af store løbsoplevelser i vente i hele 49 dejlige byer – fra Belfast, Berlin og Barcelona til Beograd og Bukarest. Tilsæt blot løbesko, dagens form og en god portion nysgerrighed.

Løb i storbyer – Europa er skrevet af Else Marie Lehman og udgivet af Gyldendal (2019)